Nationalt videnscenter for Ordblindhed og Læsevanskeligheder.

Nationalt Videncenter for Ordblindhed
og andre Læsevanskeligheder
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
kontakt@nvol.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Læse- og skriveteknologi (LST)

Som ordblind kan man have stor gavn af LST til at kompensere for de vanskeligheder, man har med stavning, skrivning og læsning. Nogle ordblinde er godt hjulpet af stavekontroller og ordforslag på fx smartphones. Mange hjemmesider har efterhånden også mulighed for, at teksten kan læses højt. Men LST har nogle ekstra muligheder, som kan være nødvendige for, at den ordblinde kan honorere de skriftsproglige krav, der stilles til vedkommende. 
LST kan bevilliges den ordblinde, men det er forskelligt, hvilken lovgivning der skal søges under, afhængigt af om man er i uddannelse, i job eller søger en bevilling som privatperson 

Læse- og skriveteknologi dækker over fire grundlæggende læse-, stave- og skrivestøttende funktioner:

  1. Ordforslag
    Med et ordforslagsprogram får man forslag til stavemåder, når man går i gang med at skrive. Har man fx indtastet et s, foreslår programmet “så”, “sådan”, “sammen” mv. Ordforslagene ændrer sig, i takt med at man skriver flere bogstaver. Det er også muligt at bruge et såkaldt ”jokertegn”, der kan erstatte et eller flere bogstaver, hvis der er en stavemåde, man er i tvivl om. Tegnet for denne funktion er *, som ved indtastning af st*k fx giver forslagene “stærk”, “stik” og “straffespark”.

  2. Oplæsning
    Med oplæsningsfunktionen kan den ordblinde få oplæst tekst i fx dokumenter og på hjemmesider. Funktionen kan også læse bogstavnavne, bogstavlyde, ord og sætninger, mens man skriver. Der er ofte mulighed for at justere oplæsningshastighed og selve stemmen til mande- eller kvindestemmer med forskellige kvaliteter.

  3. Tale-til-tekst
    Med tale-til-tekstfunktionen er det muligt at indtale enkeltord eller længere ytringer, som bliver omdannet til skrift. Der findes specifikke talegenkendelsesprogrammer, men flere tekstbehandlingsprogrammer har også en dikteringsfunktion indlejret, ligesom mange smartphones også har diktering integreret i telefonens indstillinger.

  4. OCR-behandling
    OCR står for Optical Character Recognition, og OCR-behandling er således en proces, der omdanner billedfiler til tekst, der efterfølgende kan genkendes af et oplæsningsprogram. OCR-behandling findes i flere apps, indlejret i LST og på flere kopimaskiner.

Del siden på email

Du deler et link til siden: Læse- og skriveteknologi (LST)