Nationalt videnscenter for Ordblindhed og Læsevanskeligheder.

Nationalt Videncenter for Ordblindhed
og andre Læsevanskeligheder
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
kontakt@nvol.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Afgrænsning og afdækning

Sprogforstyrrelser  

Unge og voksne, som i skole- eller førskolealderen har fået afdækket sprogforstyrrelsen DLD, er som udgangspunkt identificerede. Men i omgivelserne kan unge og voksne med DLD møde mangelfuld forståelse for sprogforstyrrelsen, fordi færre kender til DLD, eller nogle måske tror, at DLD kun er noget, som vedrører små børn eller skolebørn. Læs mere om identifikation og indsatser ved sprogforstyrrelsen DLD her. 

Sproglige vanskeligheder i forbindelse med mere sammensatte udviklingsforstyrrelser, fx udviklingshæmning, vil som regel også være identificeret tidligt, ofte i førskolealderen. Men det er vigtigt at have for øje, at den sproglige dimension af vanskelighederne kan have været underbetonet i de indsatser, som den unge eller voksne har været tilbudt, fordi man i højere grad har vægtet socialkognitive, relationelle eller praktiske færdigheder. Derfor kan direkte undervisning i sprog- og læseforståelse have haft lavere prioritet i den samlede indsats hidtil. 

Begrænset sproglig erfaring 

Flersprogede unge og voksne kan få hjælp til afklaring af deres sproglige vanskeligheder, ressourcer og undervisningsbehov:  

Voksne over 25 år har mulighed for at modtage undervisning i faget dansk som andetsprog, som tilrettelægges fra grundlæggende basisniveau op til og med 9. klasseniveau inden for rammerne af almen voksenuddannelse (AVU)

Der er ligeledes inden for rammerne af forberedende voksenuddannelse (FVU) mulighed for afklaring af sproglige og skriftsproglige forudsætninger og færdigheder. Og under forudsætning af et tilstrækkeligt niveau af grundlæggende dansksproglige færdigheder kan man deltage i enten faget FVU-dansk eller særligt tilrettelagt undervisning for flersprogede i faget FVU-start. 

Det er et vigtigt opmærksomhedspunkt, at unge og voksne med dansk som andetsprog kan have sproglige vanskeligheder som følge af en egentlig sprogforstyrrelse. Man må fx forvente samme forekomst af personer med sprogforstyrrelsen DLD hos flersprogede som hos modersmålstalende. 

Unge og voksne med sprogforståelsesvanskeligheder, som hverken skyldes flersprogethed eller en decideret sprogforstyrrelse, kan bl.a. have et mere begrænset ordforråd, en mindre aktiv tilgang til læsning eller være langsommere til at formulere præcise sætninger. I praksis kan deres vanskeligheder lede til nogle af de samme deltagelses- og læringsbarrierer i fx uddannelse, som personer med en diagnosticeret sprogforstyrrelse oplever.  

Afklaring af sproglige vanskeligheder, ressourcer og undervisningsbehov kan ske i samarbejde med læsevejledere i ungdomsuddannelserne, herunder også den forberedende grunduddannelse (FGU). Der er ligeledes inden for rammerne af forberedende voksenuddannelse (FVU) mulighed for afklaring og styrkelse af basale sproglige og skriftsproglige forudsætninger og færdigheder i faget FVU-dansk. 

Relevante områder at afdække i forbindelse med sprogforståelse 

For at afgøre omfanget af sprogforståelsesvanskeligheder og kunne kvalificere en indsats i form af undervisning og vejledning er det relevant at afdække de sproglige færdigheder nærmere. Områderne kan fx være ordforråd, grammatik og sproglig og kommunikativ sammenhæng. 

En afdækning kan tage afsæt i testmaterialer, undervisningsobservationer, analyse af tekst, som den unge/voksne selv skriver, interview/samtale og eventuelt dialog med andre fagprofessionelle i berøring med den unge eller voksne. Vurderingen af den unge eller voksnes færdigheder må holdes op imod de kommunikative krav, fx til læsning og skrivning, som den unge eller voksne møder i sin hverdag, herunder i uddannelse og job. 

Del siden på email

Du deler et link til siden: Afgrænsning og afdækning