Videncenteret understøtter og styrker koordination og inddragelse af relevante vidensmiljøer på området med henblik på at forebygge udviklingen af ordblindhed og andre læsevanskeligheder samt at mindske betydningen af ordblindhed og andre læsevanskeligheder for den enkelte, så alle børn, unge og voksne får de bedste betingelser for læring og udvikling.
NVOL er etableret som initiativ i aftalen om Ordblindepakke III, som blev indgået af regeringen og Folketingets partier i november 2021.
Videncenteret er forankret i regi af Nationalt Videncenter for Læsning.
Målgruppen for centerets aktiviteter er pædagogisk personale, lærere, undervisere, vejledere, kommunale konsulenter samt undervisnings- og forskningsmiljøer, der beskæftiger sig med børn, unge og voksne med ordblindhed eller andre læsevanskeligheder, herunder også børn, som er i risiko for at udvikle ordblindhed eller andre læsevanskeligheder.
Dermed har centerets aktiviteter fokus på dagtilbud, grundskoler, forberedende uddannelser, ungdomsuddannelser og voksenuddannelser. Videncenteret skal både udvikle tværgående aktiviteter og aktiviteter tilpasset de forskellige målgrupper.
Den samlede gruppe af personer med ordblindhed og andre læsevanskeligheder er meget sammensat, og det er Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheders opgave at samle, sprede og udvikle viden om alle aspekter af læsevanskeligheder.