Nationalt videnscenter for Ordblindhed og Læsevanskeligheder.

Nationalt Videncenter for Ordblindhed
og andre Læsevanskeligheder
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
kontakt@nvol.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Undervisning og støtte

God sprogforståelse er en kompleks færdighed, der er afhængig af en række forskellige delfærdigheder, herunder et godt ordforråd, forståelse af morfologi og syntaks og pragmatisk kunnen i form af fx gode narrative færdigheder. Sprogforståelsesvanskeligheder kan skyldes udfordringer med forskellige af disse sproglige delfærdigheder, og personer med sprogforståelsesvanskeligheder kan derfor have forskellige vanskelighedsprofiler. Nogle har fx især mangelfuldt ordkendskab, mens andre har særligt store vanskeligheder med sætningsforståelse. På samme vis kan sprogforståelsesindsatser have forskelligt fagligt indhold, afhængigt af hvilke delfærdigheder der er fokus på. Ud over målrettet sprogundervisning kan indsatserne også have fokus på vejledning om kommunikative strategier i hverdagen.

En logopædisk og læsepædagogisk udredning kan sandsynliggøre, om der er tale om DLD, og i næste led bidrage til at vurdere, i hvilken grad sprogforstyrrelsen giver begrænsede deltagelsesmuligheder i hverdagen. Læs mere om afdækning her. Det er vigtigt at få klarlagt, om og hvordan tiltag på uddannelsesinstitutionen eller arbejdspladsen eller aktiviteter på egen hånd kan gøre en positiv forskel, og i hvilket omfang man bør tilbyde specialundervisning. Det kommer an på en individuel vurdering.  

Ansvaret for at iværksætte og koordinere specialundervisning for unge og voksne ligger hos kommunen. For unge under 18 år varetages indsatsen af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning eller tilsvarende, og for voksne på 18 år og opefter varetages den af kommunikationscentrene, nogle steder kaldet taleinstitutter eller centre for specialundervisning.  

Undervisningsmiljøer 

Unge og voksne med DLD har gavn af et sprogligt understøttende undervisningsmiljø, hvor fx dansk-, fag-, sprog- og værkstedsundervisere bliver opmærksomme på brug af fagsprog i undervisningen og lærer at tage højde for forståelseskravene i forskellige læringssituationer. Det gælder også i forhold til læse- og skrivekrævende aktiviteter, som den unge eller voksne skal udføre på egen hånd, fx ved forberedelse til undervisningen.  

Det er vigtigt at være opmærksom på, at begrænset viden om DLD på unge- og voksenområdet kan betyde, at der kan være et stykke vej fra afdækning af DLD til en velfungerende DLD-venlig uddannelsespraksis. At skabe rammer og strukturer i undervisningen, der tilgodeser behovene hos personer med DLD, forudsætter tæt kollegialt samarbejde, inddragelse af læsevejleder eller logopæd med viden om DLD samt planlægning og løbende evaluering i dialog med uddannelsesstedets ledelse. 

SPS (specialpædagogisk støtte) 

Studerende med en dokumenteret sprogforstyrrelse, som leder til en funktionsnedsættelse, kan få bevilget SPS (specialpædagogisk støtte) til deres uddannelsesforløb. Støtten har til formål at kompensere for de udfordringer, funktionsnedsættelsen giver anledning til i uddannelsesforløbet. For at få afdækket, om den unge eller voksne er berettiget til SPS, og i så fald hvilke støtteformer der kan være behov for, er første skridt at kontakte den SPS-ansvarlige på uddannelsesstedet.  

SPS-ordningen dækker følgende uddannelsesområder: Fri- og privatskoler, efterskoler, frie fagskoler, FGU, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser samt voksen- og efteruddannelser på Børne og Undervisningsministeriet område. Se nærmere om regler for SPS her  

Del siden på email

Du deler et link til siden: Undervisning og støtte