Formålet med det udvidede kursus om kompenserende læse-skriveteknologi er at kvalificere deltagerne til at inddrage læse-skriveteknologi i det strategiske arbejde med den ordblinde elev og i vejledningen af underviserne.
Målgruppen er læsevejledere og SPS-ansvarlige, som har til opgave at give støtte til målgruppen af ordblinde elever og kursister på en ungdomsuddannelse, FGU eller på en VEU.
På kurset får du inspiration til, hvilke metoder du og dine kolleger på skolen kan anvende i arbejdet med den ordblinde elev, og hvordan I kan inddrage læse-skriveteknologi.
På kurset er der blandt andet fokus på, hvordan læse-skriveteknologi kan inddrages i studierelevante situationer – herunder hvordan smartphones kan bidrage i forhold til elevens deltagelsesmuligheder.
På kurset får du også viden om, hvordan du kan vejlede eleven med ordblindhed om deltagelse i den almene undervisning. Du får viden om, hvordan du kan vejlede eleven i selv at sætte læse-skriveteknologi i spil i den daglige undervisning samt viden om, hvad underviserne med fordel kan være opmærksomme på. Der vil i denne forbindelse være fokus på at inddrage videovejledninger fra Ordlab.
Kursusdagen vil bestå af oplæg fra undervisere og erfaringsudveksling med andre deltagere og underviserne. Der vil kun i mindre omfang være selvstændigt arbejde med IntoWords eller anden teknologi.